Kvindemuseet i Danmark

assets/Dragtsamlingsbilleder/_resampled/SetWidth207-kvindemus01.jpg

Sommerkjole 1943. Syet af melsække

 

Kvindemuseet er et landsdækkende statsanerkendt specialmuseum over kvinders liv inden for nyeste tids kulturhistorie. Siden 1982 har kvindemuseet indsamlet og registreret genstande, fotos, arkivalier og erindringer til dokumentation af kvinders liv og virke i Danmark. Samlingerne er således dokumentation på de fundamentale forandringer, som de sidste 100-150 år har betydet for kvinders traditionelle virkefelt
- på godt og ondt.

 

Kvindemuseets dragtsamling
Museet har en stor kvindedragtsamling, der spænder fra arbejdstøj over hverdagstøj til selskabstøj. Der er de hjemmesyede og de skræddersyede, der er de lappede og slidte, der blev brugt igen og igen, og der er de fine unikaer, kreeret af modeskabere som Iris Schrøder, Dietz Olsen, Lars Hillingsø og Margit Brandt og ofte kun brugt en gang.
Hovedparten af dragterne er dateret til det 20. århundrede, og hvert årti er repræsenteret, så udviklingen inden for de forskellige beklædningsgenstande kan følges. Det samme er tilfældet med tilhørende udstyr som hoved- og fodtøj, underkropsbeklædning, smykker m.m.

Nedenfor omstændighedskjole 1955

Dragtsamlingen, der stammer fra hele landet, har stor social bredde. Næsten alt er dokumenteret med udførlige oplysninger om de liv, der er levet med og omkring genstandene - hvem der har lavet dem, hvem der har købt dem, hvem der har brugt dem til hvad og hvornår.

Museet har opbygget en repræsentativ samling af ventetøj, især dokumenterende udviklingen fra 1940'erne frem til midt 1990'erne.

Kvindemuseet har endvidere en bred samling af sorte, hvide og enkelte brogede brudekjoler fra 1860'erne til vore dage, i alt 154 kjoler, indsamlet over hele Danmark. Tilbehør til kjolerne som sko, underbeklædning, fotos samt oplysninger om bruden, kjolen, brylluppet, festen og det efterfølgende liv er et væsentligt supplement til samlingen. Således er brudekjolesamlingen en dokumentation af forandringer - ikke kun i brudetøj, men også i bryllupsskikke og ægteskabsmønstre gennem de sidste 150 år.

Udover kvindedragtsamlingen har museet pigebeklædning dækkende perioden 1880-1980.

Kontaktperson:
Bente Larsen
info@kvindemuseet.dk

 

 

 

Brudekjole 1885. Atlasksilke med Tønderknipling