Kulturhistorisk Museum Randers

assets/Dragtsamlingsbilleder/_resampled/SetWidth207-randers.jpg

Foto: Hans Grundsøe

Kulturhistorisk Museums dragtsamling rummer godt 3000 numre fra perioden 1750 til 1980, dertil kommer et større antal dragttilbehør som vifter, kyser, hatte og parasoller. Samlingen, der er grundlag i 1872 og som rummer både mands-, kvinde- og børnetøj, har sin tyngde omkring 1850 til 1910. I samlingen indgår et større antal almuedragter fra Randersegnen, og museets samling af lokale nakkehuer må anses for unik.

I perioden fra 1996 til 2000 blev hele dragtsamlingen systematisk beskrevet, nyregistreret på edb og derefter nedpakket i syrefri kasser og syrefrit silkepapir. Af økonomiske og tidsmæssige grunde blev kun en udvalgt del af samlingen omfattende 250 genstande konserveret. Et udsnit af dragtsamlingen indgår nu i museets Nyere Tids permanente udstilling, hvor dragterne udstilles med dæmpet fiberbelysning og i støvtætte montrer på specialbyggede giner. Dragterne udskiftes løbende i udstillingen af bevaringsmæssige årsager.

Tekst til foto:
Kjole fra 1770-1800 i blågrønt silkebrokade. Kjolen stammer fra Handest ved Mariager. Skoene er brudesko fra 1750-1790 i vaskeskind med påsyede blomstermotiver. De isatte sølvspænder er lavet af sølvsmed Christian Pedersen Høvring, der fik borgerskab i Randers i 1767.

Kontaktperson:
Museumsinspektør Hanne Schaumburg Sørensen,
hss@khm.dk