Designmuseum Danmark

assets/Dragtsamlingsbilleder/_resampled/SetWidth207-kimboue.jpg

Selskabskjole fra Boué Soeurs i Paris fra ca. 1923-25. Foto: Ole Woldbye

Designmuseum Danmarks dragtsamling

I ca. 1980 besluttede man på Kunstindustrimuseet mere målrettet at indsamle dragter med det formål at opbygge en historisk samling, der viser det ypperste inden for modedragten.
I dag består Kunstindustrimuseets dragtsamling af ca. 750 hele dragter fortrinsvis til kvinder foruden hatte, sko, tasker og øvrige accessoires fra 1720´erne op til i dag. Siden Kunstindustrimuseets stiftelse i 1890 og åbning i 1894 har tekstilsamlingen indeholdt dragter. Dragterne blev dog ikke indsamlet for at dokumentere modedragtens udvikling, men på grund af selve stoffet i dragten. Det kunne f.eks. være et rigt silkestof, eller at stoffet var broderet eller dekoreret på en unik måde.
I indsamlingen af dragter lægges der vægt på, at tøjet har en tilknytning til Danmark. Ligeledes lægges der vægt på det kunstindustrielle mere end det kulturhistoriske. Det vil sige, at museet bestræber sig på at indsamle dragter, hvor snit, stof og udførelse udgør en smuk enhed. Den største del af samlingen består af dragter og accessoires fra 1900-tallet. De kendteste danske modeskabere og modehuse er repræsenteret både med tøj og hatte. Det drejer sig bl.a om Holger Blom, Preben Birch, Uffe Brydegaard, Jørgen Bender og Jean Voigt og modesalon´erne hos Illum, Magasin du Nord, Fonnesbech og Jac.Olsen. Også kunsthåndværker- og designertøj er indeholdt i samlingen fra trykte kjoler fra 1950´erne, Marimekko, Vuokko og Alice Mogensen fra 1970´erne op til Jan Machenhauers design fra 2001.
Kjole af silkebrokade fra omkring 1740.
Foto: Pernille Klemp

Store dele af Kunstindustrimuseets tekstilsamling består af enkeltsamlinger med tilknytning til dragten. Heraf kan nævnes broderede dragtdele, kniplinger og bånd beregnet til dekoration af dragter. Fra Hedeboselskabet har museet arvet en fin samling broderede særke.
Også en mindre samling kristentøj og messehageler findes på Kunstindustrimuseet.

Andre kulturer er repræsenteret med enkelte dragter. Det drejer f.eks om Kina og Japan. Det ældste eksempel er en koptisk tunika fra Ægypten fra det 7. eller 8. århundrede. Kunstindustrimuseets dragtsamling kan besøges efter nærmere henvendelse til museets tekstilsamling.

Koptisk tunika fra det 7. eller 8.århundred.
Foto: Ole Woldbye