Den Gamle By, danmarks Købstadsmuseum

assets/Dragtsamlingsbilleder/_resampled/SetWidth207-dgb01.jpg

Selskabskjole fra 1929. Kjolen er syet af sølvlamé og sølvblonde med lyserødt crepe de chine. Foto: Knud Nielsen

 

Dragt- og tekstilsamlingen i Den Gamle By er én af museets store og spændende specialsamlinger med genstande fra 1700tallet og frem til nutiden. Den rummer omkring 19.000 dragter og dragttilbehør fordelt på mands-, børne- og kvindetøj med hovedvægt på det sidste. Samlingen har en stor bredde, der giver den en væsentlig kulturhistorisk interesse. Vaskekonens hjemmesyede sommerkjole findes side om side med murerens arbejdtøj og oldfruens kittel fra hospitalet og de liturgiske tekstiler. Eksklusivt tøj af fremragende håndværksmæssig standard og udsøgte materialer har deres naturlige plads i samlingen, der også indeholder omkring 4000 eksempler på tilbehør til dragt i form af smykker og vifter, tasker og stokke, hårpynt og skønhedsmidler. I samlingen findes fornemme håndarbejder i mange forskellige teknikker herunder broderi og strik, tekstiltryk og vævning, hækling og syning. I tilknytningen til samlingen findes omkring 2000 eksempler på håndredskaber til fremstilling af tekstiler og over 8000 numre indenfor boligtekstiler, hvoraf nogle stammer fra 1600tallet.

 


Samlingens historie

Dragt- og tekstilsamlingens historie starter allerede i 1861, hvor Aarhus Museum blev grundlagt. I slutningen af 1800tallet blev mange danske museer skabt i købstæderne over hele landet, fordi stærke kræfter i samfundet kæmpede for at bevare den kulturelle arv i form af historiske genstande. De ældste og mest eksklusive genstande i Den Gamle Bys dragtsamling stammer især fra Aarhus Museum, hvorfra dele af den historiske samling blev overført til Den Gamle By i 1926. Fra 1921 til 1959 var det Petra Julie Holm, der satte sit præg på dragtsamlingen. Hun var gift med museets skaber og første direktør Peter Holm. Takket være hendes indsats voksede samlingen så meget, at den i 1939 fik sin egen bygning, som siden har huset udstillinger af dragter og tekstile teknikker. Petra Julie Holms tilgang til indsamlingen var kunstindustriel og kun de fineste og bedste stykker blev indlemmet i samlingen. Fru Holms efterfølger dr. phil. og museumsinspektør Erna Lorenzen havde ansvaret for samlingen fra 1959 til 1979. Hun lagde vægt på at give samlingen en større social spændvidde i indsamlingen og at registrere flere informationer om brugen af tingene til hvert enkelt stykke for at forbedre samlingens videnskabelige værdi. Erna Lorenzens efterfølger cand. mag. og museumsinspektør Birgitte Kjær udviklede disse aspekter af samlingen gennem sin målrettede indsamling af blandt andet arbejdstøj fra mange forskellige sektorer. Desuden forfinede Birgitte Kjær dragtudstillingerne ved at opbygge små tablauer og tematiske udstillinger. Disse tre museumsinspektører har alle udgivet vægtige arbejder om forskellige aspekter af dragt- og tekstilhistorien. Birgitte Kjær havde ansvaret for samlingen fra 1979 til 1997, hvor den nuværende museumsinspektør Tove E. Mathiassen tiltrådte.

Beslægtede samlinger i Den Gamle By
Dragt- og tekstilsamlingen bør ses i relation til de beslægtede samlinger, der rummer møbler, husgeråd og alle de småting, som dragterne og tekstilerne udstilles sammen med i museumsbyens boliginteriører. Den Gamle By rummer også udstillinger af værksteder og tidlig tekstilindustri. Således har museet en valkemølle med originalt maskineri til stampningen af uldne varer og den efterfølgende opkradsning og afskæring. Der er et komplet farveri og tekstiltrykkeri fra midten af 1800tallet. Her kunne købstadens borgere og folk fra oplandet købe nyt eller få farvet deres egne garner, trykt deres egne stoffer eller få opfrisket et gammel stykke tøj med farvning og tryk. I Den Gamle By findes et handskemagerværksted fra begyndelsen af 1900tallet, et hattemagerværksted fra midten af 1800tallet samt en modistforretning med damehatte fra 1910-20. Hos hattemageren kan man følge hele processen i hattefremstillingen fra produktionen af filt af hårene fra dyreskind til påsyning af svedremme og kantebånd, der giver hatten den sidste finish. I udstillingen af et skrædderværksted fra 1890erne kan man se de redskaber, der skulle bruges til at sy et sæt herretøj. Købstadens tekstilindustri vises blandt andet med et uldkarderi- og -spinderi samt væveri med tidlige tekstilmaskiner. Udstillingerne og samlingerne i Den Gamle By kan bruges til at vise såvel produktionen som brugen af tekstiler og dragter.

Kontaktperson: museumsinspektør Tove E. Mathiassen, tem@dengamleby.dk